Artikel - Nyhed

Syng med på danske børnesange på Nivå Bibliotek

Børn og voksne kan 1. november mødes på Nivå Bibliotek og sammen med Fredensborg Musikskole synge med på de bedste danske børnesange.

Af admin

Fredag 1. november kan sangglade børn og voksne tilbringe en eftermiddag på Nivå Bibliotek med at synge søde, muntre og sjove danske børnesange. Fællessangen bliver ledet af Fredensborg Musikskoles børnekor, som har øvet alle sangene på forhånd.

Sangarrangementet på Nivå Bibliotek varer fra klokken 15.30-16.30 og er lavet i samarbejde mellem Fredensborg Bibliotekerne og Fredensborg Musikskole i anledning af ’Spil Dansk Ugen’.

Det er gratis at deltage, men man skal tilmelde sig på forhånd. Her skal man kigge efter arrangementet ’Syng weekenden ind med danske børnesange’.

Efter arrangementet er man velkommen til at blive på biblioteket og hygge videre, indtil det lukker klokken 18.

’Spil Dansk Ugen’ er opstået i et samarbejde mellem en række danske musikorganisationer og har eksisteret siden 2001 for at fejre og fremhæve musik skabt af danske komponister, sangskrivere og musikere.