Artikel - Nyhed

Hør om det glemte drama i Finnmark under 2. verdenskrig

Krigen i det nordligste Norge var langt mere dramatisk, end de fleste kender til, og det kan man høre et spændende foredrag om 24. oktober på Humlebæk Bibliotek.

Af admin

Mod slutningen af 2. verdenskrig var den nordligste region i Norge, også kaldet Finnmark, skueplads for dramatiske begivenheder. I et forsøg på at forhindre den sovjetiske hær i at rykke frem brændte tyskerne hele byer ned til grunden og fordrev den lokale befolkning.

Dette og meget mere om krigen i Finnmark kan man høre mere om i et foredrag på Humlebæk Bibliotek 24. oktober klokken 19-21.30. Her vil antropolog Ivan Bæhr fortælle om de voldsomme begivenheder, som igennem mange år selv i Norge blev fortiet.

Foredraget med Ivan Bæhr er arrangeret i et samarbejde mellem Fredensborg Bibliotekerne og Foreningen Nordens Fredensborg-lokalafdeling. Billetter koster 60 kroner og inkluderer en øl eller vand. Er man medlem af Biblioteksklubben eller Foreningen Norden koster billetter blot 50 kroner.