Artikel - Nyhed

Mød en brandmand og en politimand på biblioteket

Lørdag 17. maj kan børn møde en politimand og brandmand ved Humlebæk Bibliotek.

Af kaan

Børn fra 3 år og opefter kan roligt begynde at glæde sig. Lørdag 17. maj klokken 10-13 kan de sammen med deres voksne komme en tur forbi Humlebæk Bibliotek og møde en politimand og en brandmand i fuld uniform. Politimanden tager sin politibil med, som børnene kan opleve på nærmeste hold.

Mens man kan høre politimanden og brandmanden fortælle om deres arbejde uden for biblioteket, sidder børnebibliotekaren klar indenfor og vil læse højt fra nogle af de mange bøger, der findes om politi og brandvæsen. Man kan også selv kigge i bøgerne og naturligvis låne dem med hjem. 

For at deltage i arrangementet med politi- og brandmanden skal man blot hente gratis billetter via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside. Både børn og voksne skal have en billet.