Artikel - Nyhed

Læsemakkerne fortsætter i 2025 på Fredensborg Bibliotekerne

Fredensborg Bibliotekerne og UngFredensborg fortsætter vellykket tiltag, hvor ældre skoleelever hjælper de yngre med at blive bedre til at læse.

Af Fredensborg Bibliotekerne

I efteråret 2024 kunne man på Fredensborg og Nivå Bibliotek to gange om ugen se ældre folkeskoleelever i selskab med en elev fra 2. klasse i noget, der lignede en fortrolig samtale. Genstand for samtalen var en bog. Den ældre elev var en del af Fredensborg Bibliotekernes ’unge læsekorps’, og sammen udgjorde de to elever et læsemakkerpar.

’Det unge læsekorps’ bestod i efteråret af 12 elever fra 9. klasse fra Fredensborg og Nivå Skole. De var alle nysgerrige på litteratur og ville gerne arbejde med børn som et fritidsjob. De modtog i foråret 2024 to uddannelser, henholdsvis uddannelsen som læsemakker og læseguide. Dette gjorde dem i stand til at agere læsemakker med en yngre elev, som de kunne støtte og hjælpe med læsning og sproglege. Uddannelsen foregik gennem Læseforeningen og Ungfredensborg.

”Formålet med ’Det unge læsekorps’ er at sprede læselyst og danne fællesskaber blandt indskolings- og mellemtrinselever. Projektet tilknytter også en gruppe unge til biblioteket som et netværk, der kan hjælpe med udviklingen af andre bibliotekstilbud til børn i kommunen,” siger bibliotekschef Tania Schwartz.

Ifølge Tania Schwartz er projektet blevet forlænget så læsekorpset fortsætter i 2025, derfor rekrutteres der flere unge, der gerne vil fungere som læsemakkere for en yngre elev.

”Det er fantastisk at se relationerne og venskaberne mellem eleverne, og at se hvor stort et ansvar de unge tager for deres læsemakkere. Læsemakker-projektet skaber en unik hyggestund med bøger og læsning. Hvis du går i 8. klasse og godt kan lide at læse og vil dele den glæde med andre, så er bibliotekerne klar med et udviklende fritidsjob. Du er velkommen til at kontakte biblioteket og få mere information.”

Flere af de tidligere læsemakkere fortsætter i projektet, men tager et skridt videre som læseguider i SFO’erne i Fredensborg og Nivå.

Projektet gennemføres i samarbejde med UngFredensborg og er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen.