Artikel - Nyhed

Fredensborg Bibliotekernes forårsprogram byder på berømte forfattere, påskepoesi og teater

Både børn og voksne kan glæde sig til de næste fem måneder, hvor biblioteket præsenterer masser af foredrag, workshops, og andre spændende aktiviteter.

Af Fredensborg Bibliotekerne

Fredensborg Bibliotekernes program for foråret 2025 er nu på gaden og byder på markante danske forfattere og mediefolk såvel som masser af kulturelle oplevelser for både børn og voksne.

En af Danmarks populæreste forfattere, Benjamin Koppel, besøger Humlebæk Bibliotek i årets første Kulturudvalgets forfatterarrangementer. Også forfatteren Stine Askov kommer til Humlebæk til en samtale med litteraturformidler Christine Fur Fischer om sin roman ’Varme hænder’.

Derudover kan publikum i foråret glæde sig til to foredrag om Mellemøsten ved henholdsvis Martin Krasnik og Simi Jan, en workshop med strikdesigneren Laura Dalgaard og et foredrag om vegetarisk mad med Camilla Skov. 

Videnskabsinteresserede kan følge livestreamede naturvidenskabelige foredrag fra Aarhus Universitet om blandt andet grønlandsekspeditioner, og i Uge 17 sætter bibliotekerne fokus på FN's verdensmål om livet i havet med oplæsning og sang.

Fredensborg Bibliotekerne fortsætter også succesen med lokalhistoriske arrangementer. I maj kan man således høre om middelalderkirkerne omkring Fredensborg. 

Der bliver ligeledes plads til den klassiske litteratur, når Fredensborg Bibliotekerne i samarbejde med Fredensborg Folkeuniversitet inviterer til foredrag om Henrik Pontoppidan og Thomas Mann.

Endelig kan man forberede sig på krisesituationer og lære, hvordan man klarer sig uden strøm i tre dage, når BorgerBeredskabet kommer på besøg.

For børnene står den også på masser af aktiviteter på bibliotekerne. Pandekager, Pokemon og påskepoesi er blandt nogle af nøgleordene, mens der også vil være skattejagter med henholdsvis Sallys far og Halfdan Rasmussen som omdrejningspunkt.

Ud over Sallys far kan man møde kendte børnebogsfigurer som Pippi Langstrømpe, der fejrer 80-årsfødselsdag, og Mira fra den kendte tegneserie af Sabine Lemire. Her kommer forfatteren personligt til Fredensborg Bibliotek og leder en krea-workshop.

Som altid kan børnene og deres familier glæde sig til flere børneteatre, der kommer på besøg. Blandt andet kan man i Folketeket under Fredensborg Bibliotek se et stykke med Alfons Åberg, og i marts i Humlebæk er der teaterkoncert om Lille Tut.

Børnene kan desuden ligesom de voksne være med til at markere FN’s verdensmål om livet i havet i uge 17. Her kan de komme på skattejagt ude i naturen, og de kan prøve Virtual Reality-briller og tage en virtuel dykkertur. Og så kan de møde en næsten ægte havfrue i skikkelse af Karin Prehst Lund Madsen, der stiller op i fuldt havfrueskrud og underholder med historier om livet i havet.

Sidst men ikke mindst skal det nævnes, at man i maj kan møde ægte politimand og brandmand. Politimanden tager sin politibil med, så man kan se, hvordan sådan en ser ud indvendigt.

Det fulde program for forårssæsonen 2025 kan ses under Det sker.