Artikel - Nyhed

Lær at klare dig selv i tre døgn under en krise

Lørdag 15. marts kan man på Fredensborg Bibliotek lære at lave sit eget beredskab, så man kan klare sig igennem en krise.

Af Fredensborg Bibliotekerne

Regeringen og Beredskabsstyrelsen er i det seneste år begyndt at anbefale danskerne at være forberedt på kriser og kunne klare sig selv i en situation, hvor der er lukket for basale forsyninger i op til 3 dage. Men hvordan gør man så det? Det er emnet for kurset ”Kriseparat – Klar dig selv i tre døgn”, som foregår på Fredensborg Bibliotek lørdag 15. marts klokken 10.30-12.30. 

Ved kurset den 15. marts vil en frivillig fra Beredskabsforbundet komme med praktiske anvisninger og tips til at forberede sig på en krise, som omfatter tab af strøm, varme, internet og vand. Alle kursister får en tjekliste med hjem, som hjælper med at skræddersy et hjemmeberedskab, der passer til den enkelte husstand.

Biblioteket og Beredskabsforbundet er gået sammen for at klæde borgerne bedre på til en eventuel krisesituation. En del af at være forberedt er at vide, hvad man skal gøre i en krise, som man håber aldrig bliver aktuel,” siger bibliotekets arrangementsansvarlige Christine Fur Fischer. Hun opfordrer i øvrigt til, at man tager til kurset sammen med en eller flere naboer, da et godt beredskab afhænger af et godt samarbejde mellem naboer.

Har man lyst til at deltage i kurset, hvad enten det er alene eller med naboen, skal man skynde sig at tilmelde sig, da der ikke er mange ledige pladser tilbage.